Mangfoldighed

Boris Rabinowitsch,
Politiken 17.5.01

"Eiderdown" og "Falling Grace", begge signeret af basguitaristen Steve Swallow, er et par af numrene på cd´en "123", som tenorsaxofonisten Lars Møller, guitaristen Thor Madsen og trommeslageren Martin Andersen har indspillet. En sjælden instrument- kombination, men netop Swallows to kompositioner frister til at trække en linie tilbage til samarbejdet mellem Jimmy Guiffre og Jim Hall for over 40 år siden, idet også Swalow ikke længe efter blev en af de musikere, Guiffre spillede sammen med.

Jeg ved ikke, om de tre danske musikere har haft dette i tankerne. Men ikke mindst i forbindelse med Madsen er denne parrallel berettiget, for jeg mindes ikke at have hørt hans guitarspil som i ovenfor nævnte "Eiderdown", Joe Hendersons "Serenity" eller Gershwins "Summertime".

Som akkompagnetør lykkes det Madsen med tilsyneladende ganske få midler både at tegne en baslinie og at lægge en harmonisk klangbund, og hans solospil er præget af en lige så enkel melodisk skønhed. Heroverfor står uhyre ekspessive, frirytmiske udgaver af Thelonious Monks "Ugly Beauty" og Ornette Colemans "When Will The Blues Leave" med afsæt i den tradition Jimi Hendrix har skabt, mens Swallows "Falling Grace" og Leonard Bernsteins "Some Other Time" i de foreliggende versioner forener et frirytmisk udtryk med en smuk lyrisk følsomhed.
Når jeg især har hæftet mig ved Madsens guitarspil, så er det, fordi det i denne sammenhæng stærkest afspejler musikkens modsætninger - og dermed dens mangfoldighed. En mangfoldighed, der i dag ikke blot kendetegner jazzen ud fra en generel betragtning, men altså med held kan gøre sig gældende for den enkelte musikers univers. For det skal siges at Møller og Andersen med deres rigt varierede indsatser i lige så høj grad bidrager til denne fortræffelige udgivelse.

Den herlige Treenighed

Jørgen Siegumfeldt,
Berlingske Tidende 23.4.01.

Hvis det passer, at tre musikere udgør muikkens mindste egentlige ensemble, er det næsten lige så sandt, at i jazzversionen har alle trioner ét instrument til fælles: bassen.
Sådan har det ihvert fald været i stort set det sidste halve århundrede, men de seneste år har dog budt på flere markante undtagelser. Det bekræftes herhjemme af Lars Møller, Thor Madsen og Martin Andersen, som spiller hhv. tenorsaxofon, guitar og trommer - men intrumentalkombinationen forekommer i dette tilfælde ikke helt så radikal som man umiddel- bart kunne tro.

Det skyldes til dels Thor Madsens spil, der flere steder funktionsmæssigt - og lejlighedsvis også m.h.t. sound - bringer en elbas i erindring.
Men nok så vigtigt, så har vi efterhånden vænnet os til at høre (som her) standard-repetoiret presenteret i denne meget nutidige "nøgne" udgave, hvor de enkelte instrumenter får lov til at fremstå med deres egen lyd - uden at bassen nødvendigvis bruges til at kitte dem sammen til en fælles homogen lyd. Altså en lidt anden ensemble-lyd på denne fine CD, der klart dokumenterer, at ikke kun Møller, men bestemt også Madsen og Andersen er særdeles hørværdige instrumentalister.